På vejen mod lykke

Først nu da solen er sunket helt ned
under horisonten,
og jeg stadig ser lysførst nu ser jeg helt tydeligt.
Først nu oplever jeg svaret på:
hvorfor, hvornår og hvordan.

Mit hjertes øje ser klart,
der findes intet forstyrrende element
hverken i dagslys, i lyd, eller i tanke,
mørket eksisterer ikke
intet gør mit hjertes udsigt sløret

Nu da jeg er ankommet her,
er der kun Dig…

De søger efter mig har jeg hørt
de finder mig ikke,
jeg er ikke,
Den oprindelige tomhed forløste mig fra jeg.
Den oprindelige tomhed var som et
enkelt åndedrag fra Dig

På vejen mod lykke,
mange ønsker og håb var rent spild.
Mange handlinger var bedre ugjorte,
jeg vidste ikke bedre,
jeg var for umoden.

Nu står jeg tavs, fattet og lykkelig
og jeg venter.
Venter på at solen og månen ikke
længere skal være to,
og længes efter total enhed,
istedet for lys reflekteret fra kilden,
vil månen endelig smelte sammen
med årsagen til dens eksistens.

Den dag vil ingen spørge:
hvem gir’ lys til hvem?
Lys er lys!
reflekteret eller ej,
en enhed der aldrig skal splittes,
en enhed der altid var intakt,
kun skjult af selvets illusioner
i et formørket skyggespil…

- Omar Louborg, januar 1990