Gud er død!
Hvem slog Ham ihjel?
Det gjorde vi
Vi lokaliserer Ham,
begrænser Ham til himlene
og udstøder Ham fra jorden.
Vi vover at billedliggøre Ham.
Vi giver den gamle af dage
et langt gråt skæg
og en menneskelig form.
Vi tildeler Ham Hans rolle
at spille ved skabelsens begyndelse,
med tilfældige mellemkomster
nu og da i historien.
Modstræbende tillægger vi Ham
de forhold vi ikke er herre over
besynderlige lunefulde katastrofer,
som forsikringsselskabe rne
ikke vil dække.
Vi indskrænker vor tilbedelse af Ham
til gamle utætte stenbygninger
en dag ud af syv.
Vi giver Ham der ikke har en form vi kender til
form af et menneske,
og når en dødelig
minder os om Guds transcendens
ophøjer vi dette menneske til en guddom.
Vore videnskabsmænd plagierer Hans love,
et klart tyveri.
Planeterne bevægede sig i elliptiske baner
i millioner af år
førend Newton ‘opdagede’
Lovene om Bevægelse.
I mangel på et Allerhøjest Væsen hævede vi naturen
til en position ej hendes.
Systematisk satte vi os så for
at erobre denne magt;
hærgende lande,
havene, vor føde
og selve luften vi ånder.
Forlængst tilfredse med at vi blev af med Gud
genopliver vi en samling mindre guder
der ville have sat grækerne i vildrede
gjort romerne forlegne
og som høster hinduernes misundelse.
Vi foragter tilbedelse og bøn
men vort liv svinder hen
udi tusinde tomme ritualer;
at forgude eller at forsone
en mangfoldighed af venlige
og fjendtligt stemte guder.
Vi lever vort liv dedikeret til at spise og drikke.
Er det ikke tilbedelse?
Vi har forpligtet os selv
til at bruge størstedelen af vore liv
på at tjene penge,
og i det gør vi penge til vor gud;
for ingen asketisk munk i sin celle
har nogen sinde vist en mere fuldstændig hengivenhed.
Vi har genopført den gamle afgud
af vellysten seksualitet
og dens fyldige former pryder vore aviser,
film, vore vægge
og vore drømme.
Til gengæld belønnede den os
med kønssygdomme
og AIDS dens søster
og samfundsmæssig opløsning
uden sidestykke til noget.
Vi er for stolte til at bøje os for Gud,
men vi vil ligge fladt på fjæset
foran bankbestyreren
når vi løber ind i problemer med afdragene.
Vi lever sandt at sige vore liv
for at købe vore huse,
som Farao
der viede sit styre
til at bygge sin pyramidalske grav.
Sammen med Gud forsvandt Himmel og Helvede
og i deres sted satte vi fantasien,
det fjerne, altid-aldrig land
af computergrafik
og fuldt ud automatiserede
central-opvarmede
termo-vinduesglaser ede
fast-food udbudsbordel,
der uheldigvis har
den forfærdende iboende mulighed
at forvandle sig
til Gulag Arkipelagoen,
folkemordsmassakrer og statstyranni
som en livsform.
Så Gud er død.
Vi slog ham ihjel.
Og dog eksissterer den Gud vi slog ihjel ikke.
Gud, en-af-tre
eksisterer ikke
Gud, gammel mand med gråt skæg
eksisterer ikke
Gud, fjernt over himlene
eksisterer ikke
Gud, for det eller det folk
eksisterer ikke
Gud, der sendte sin søn
eksisterer ikke
Der er ingen gud,
kun Allah.
Allah er En.
Han er ikke lokaliseret noget steds,
for hvis Han var
ville Han være begrænset og således
ikke guddommelig.
Han har ingen form
for Han er den uophørlige anstifter af al form.
Han skaber det totale kosmos evindeligt
og Han opretholder hvert foton,
atom, celle
og kvasi-stjerne objekt
i hvert et øjeblik;
uden Allah eksisterer de ikke.
Han opretholder alle levende ting
Kristen, Jøde, Hindu eller Ateist.
Han er ikke arabernes Herre
eller jødernes
eller de kristnes;
men Verdnernes Herre,
over alle skabninger
over al Væren.
Ingen ting har lighed med Ham,
intet billede eller begreb,
dog er Han den Hørende, den Seende.
Han har ingen søn,
for Hans søn må nødvendigvis være en gud
med ubegrænset magt;
for muligt er det ikke,
for to almægtige væsener at eksistere
uden at begrænse hinanden.
Noget der er begrænset er ikke en gud.
Han er frygtelig magt og styrke,
og sublim nåde og barmhjertelighed.
Han står langt over
at være én af to modsætninger.
Han er Allah.
Den der svarer.
Den Umådelige.
Den Universelt Nådefulde.
Gud er død.
Allah er,
den Levende, der ikke dør.
- Af ‘Abdassamad Clarke
