Det vrimler med forfejlede beskrivelser af muslimer: moderate, kritiske, demokratiske, fundamentalistiske og så videre. Og det er lige før, en ‘acceptabel muslim’ nødvendigvis skal være ateist, kulturmuslim eller ikkepraktiserende. Men en sekularistisk fanatisme vil føre til fremvæksten af parallelsamfund.
Af Omar Shah
Man siger, kært barn har mange navne, og at dømme efter den mængde af tillægsord, der bruges og konstant udvikles til at beskrive muslimers tilhørsforhold i den ene eller den anden lejr, burde vi være nogle af de højest elskede borgere i Danmark.
I takt med at muslimerne optager mere og mere af mediernes og politikernes opmærksomhed (langt over 4 procent af tiden/pladsen, vi burde gøre os fortjent til), kommer flere og flere definitioner på banen. Dette kan tolkes som et forsøg på at klassificere den ukendte størrelse islam og muslimer og proppe dem i nogle kasser med letforståelige mærkater, så selv Jyllands-Postens og B.T.s læsere kan følge med.
Til trods for de forskellige ord, der bruges, lader de fleste dog stadig til at være variationer af de to rigide størrelser ‘de moderate muslimer’ og ‘fundamentalisterne’, selv om definitionen på, hvem der falder i hvilken lejr, kan variere alt efter konteksten, og hvem der bedømmer.
To produkter af JP-krisen, Asmaa Abdol-Hamid som tv-vært og specielt stiftelsen af foreningen Demokratiske Muslimer, har i høj grad givet klassificeringslysten endnu et skub. Og specielt spørgsmålene om, hvad det egentlig betyder at være demokrat eller islamist, har fået ny prominens.
Et af de første hovedbrud, man støder på i klassificeringsspillet er, hvad der egentlig konstituerer en troende muslim. På trods af Danmarks lille størrelse er den muslimske befolkning her utroligt broget, og det er svært at generalisere på tværs af sekter, nationaliteter og ikke mindst graden af tro/praksis. Spørgsmålet om, hvad en troende og ikketroende muslim er, og om hvorvidt man som troende per definition er ‘fundamentalist’, er desværre alligevel længe blevet diskuteret på en yderst usmagelig måde og desværre alt for ofte med voldsomme generaliseringer, der opstiller et sort-hvidt billede, hvor man er enten-eller.
Denne model blev også i høj grad brugt under JP-krisen til at bedømme, hvem der egentlig var for eller imod karikaturerne. Igen og igen fik vi at vide, at »imamer som Abu Laban højst repræsenterer 5 procent af Danmarks muslimer, og at resten faktisk er moderate« uden hensyntagen til alle nuancerne. Men hvis man ikke kan forholde sig til to fundamentale fakta, er det umuligt at danne sig et meningsfyldt billede af Danmarks muslimer.
For det første er der stor forskel på at være ikketroende og ikkepraktiserende.
For det andet er der også stor forskel på at have et tilhørsforhold til islam (som identitetsmarkør) og ikke at have det, uanset graden af praksis.
Mange muslimer i Danmark har et forhold til religionen som det, man finder i katolske lande, med en stor symbolsk tilknytning til troen, der især viser sig ved højtider som ramadanen, mens det kniber lidt med den daglige praksis. Disse muslimer passer ikke ind i nogen af de to lejre, der er opstillet.
Endvidere er der stor forskel på ’mindre troende’ muslimer, ’ikketroende’ muslimer, og endelig ’antitroende’ med muslimsk baggrund. De tre grupper omtales ofte, som om de var en størrelse. Specielt den sidste gruppe har i mange henseender fået lov til uanfægtet at fremstå som moderate muslimer på trods af medlemmernes stærke antiparti mod religionen i sig selv. Politikere og medier har været med til at promovere sådanne individer, og med sådanne forbilleder som ’gode muslimer’ er de fleste andre partout blevet stemplet som fundamentalister.
Blandt Danmarks unge muslimer findes der også mange, som har svært ved den daglige praksis, men for hvem islam stadig er den vigtigste identitetsmarkør, mens der ligeledes findes muslimer, der praktiserer mange aspekter af deres tro, men ikke ser det at være muslim som en identitet i sig selv.
Som med trosaspektet (fundamentalister vs. moderate) bliver der med hensyn til det politiske aspekt igen ofte opstillet to rigide størrelser: En muslim kan enten være demokrat eller islamist, en form for klassificering, der ofte leder til interessante konklusioner.
Den tørklædebærende Asmaa Abdol-Hamid er således blevet stemplet som islamist, på trods af at hun er medlem af Enhedslisten, mens Nihad Riazi pludselig er blevet muslim (om end en demokratisk en af slagsen), på trods af at hun er selverklæret ateist. Denne unuancerede opdeling af mennesker som demokrater og islamister er kun blevet forstærket af JP-krisen, og på den måde er Jyllands-Postens 12 tegninger ikke de eneste karikaturer i denne sag.
Imamerne er igen blevet karikeret som religiøse mørkemænd, der har nedkaldt alskens forbandelser over lille sagesløse Danmark, mens Naser Khader og Co. er superheltene, der vover liv og lemmer for at tage et opgør med disse skurke. Igen et todimensionalt billede, der burde opfattes som en hån mod danskernes intelligens.
Det er naivitet af allerhøjeste grad at formode, at en person som Khader repræsenterer alle dem, Abu Laban ikke gør. En ung hashrygende muslim fra Nørrebro, der godt kan lide at tage i byen og måske til nød beder en gang om ugen om fredagen, er måske ikke praktiserende, men dette betyder ikke per automatik, at han er ’moderat’ i en fordansket version.
Tværtimod har mange i denne målgruppe udpræget foragt for dem, de ser som Onkel Tom-perkere.
Demokratiske Muslimer har som sagt fået megen ros og er udråbt til at være det nye ’muslimske’ håb, præcis som Kritiske Muslimer blev det i sin tid. Det er faktisk lidt af et paradoks, at Hadi Khan, der dengang var superdemokrat, nu pludselig er fundamentalist i forhold til Naser Khader. Forløbet kan sammenlignes med et evolutionsforløb, hvor første stadie var kritiske muslimer, andet stadie, vi er ved nu, er demokratiske muslimer for måske til sidst at ende med den gode muslim over dem alle – den ikkemuslimske muslim! Det er også værd at bemærke, at Demokratiske Muslimer har mange gange flere (danske) ikkemuslimske støttemedlemx mer, end den har medlemmer af muslimsk oprindelse.
Foreningen har fået en medieomtale og opbakning fra ikke-muslimer, der overgår alt, hvad der tidligere er set, og har endvidere formået at samle så godt som alle antimuslimske indvandrerpersonligheder, hvilket må siges at være en ikke så lille bedrift endda, selv om der lader til at være en klar overvægt af eksiliranere og tidligere venstreorienterede arabere. Mennesker som defineret ovenfor er, ikke som mange fejlagtigt tror, mindre troende muslimer, men derimod direkte antitroende. Nasser Khader har aldrig lagt skjul på sit syn på troende muslimer, og ej heller har en person som ateisten Nahid Riazi.
Disse personer er oftest, hvor danske de end måtte hævde at være, et produkt af de regimer og lidelser, de har vendt ryggen – ikke mindst med hensyn til fanatisme og totalitær tankegang. Eksiliranere som Nahid Riazi, Mehdi Mozaferi og Kamran Tahmasebi ser islamiske spøgelser overalt, mens desillusionerede arabiske socialister som Fathi El-Abed har set islamisterne i deres hjemlande kapre kunder fra de arabiske socialistpartier, der var så populære i tresserne og halvfjerdserne.
Sådanne individer lader således deres hjemlandes tabte kampe udspille sig her i Danmark, mens både de danske muslimer og den generelle danske befolkning, som ikke er skyld i de traumer, personerne måtte have oplevet i hjemlandene, skal belemres med den paranoide og yderst destruktive heksejagt, der blokerer for meningsfulde initiativer.
I forlængelse af dette er det bemærkelsesværdigt, at ledelsesstilen i Demokratiske Muslimer heller ikke er specielt dansk, men derimod yderst autoritær, som vi kender den fra Mellemøsten. Om det er palæstinensiske Yassir Arafat eller syriske Bashar Al-Assad, der har virket som inspiration for Naser Khader, er ikke godt at vide, men man kan ane visse ligheder mellem Demokratiske Muslimer og Hizb-al-Baath, der igen og igen klart kommer til udtryk i måden, hvorpå Nasser reagerer på kritik, hvad enten det er fra partifæller som Margrete Vestager eller rivaler som Hadi Khan. Der er kort sagt én vej, nemlig partifaderens. Denne infantile opførsel er hverken dansk eller demokratisk, men alligevel er den blevet målestokken for, hvordan en muslim skal forholde sig til tro og til demokratiet.
Demokratiske Muslimers succes (nøjagtig som Kritiske Muslimers tidligere succes) skal ses i lyset af den stigende dogmatisering af den sekularistiske tro og den dertilhørende jagt på ’kættere’, der er blevet normen i mange europæiske lande. Et fænomen, der er lidt af et paradoks, da denne form for fanatisme og jagt på anderledes tænkende netop er noget, religioner og dens udøvere tit beskyldes for.
Hetzen mod troende muslimer i politik er ikke helt ny, og vi har set den i forskellige afskygninger lige fra Minhaj-sagen til den tidligere mediedarling Sherin Khankans fald, da hun nægtede at underskrive en resolution imod sharia.
Denne inkvisition lader ikke den spanske meget tilbage og med udsagn fra personer som Asger Aamund om, at medlemskab af Demokratiske Muslimer bør give lettere adgang til job (hvoraf det må kunne konkluderes, at manglende medlemskab må have den modsatte effekt), er vi ovre i det groteske.
Den implicitte betydning af dette er, at hvis man ikke ønsker at afsværge visse dele af sin tro (og således kvalificere sig til at være i selskab med mennesker som Naser Khader og Nahid Riazi), må man finde sig i at blive reduceret til andenrangsborger uden at kunne gøre sig håb om hverken job eller politisk indflydelse af nogen art.
Hvordan dette skulle fordre god integration er svært at se.
At true med eksklusion fra arbejdsmarkedet giver netop ammunition til de kredse, der ikke mener, det er muligt at bidrage til samfundet, samtidig med at man beholder sin tro. Birte Rønn Hornbech er en af de få politikere med en forståelse for, hvordan religionen påvirker politik hos troende mennesker, men desværre er hendes holdninger en sjældenhed.
Skal man tro en af medstifterne af Demokratiske Muslimer Kamran Tahmasebi, er det mere eller mindre en umulighed at være demokrat og muslim samtidig.
I en udtalelse til JP 1. april siger han, at en praktiserende muslim ikke kan være demokrat, og »at man som demokratisk muslim er nødt til klart at kritisere islam og Koranens fortolkning af vores levemåde«. Hans udtalelse er en implicit indrømmelse af, at han ikke opfatter særlig mange af foreningens medlemmer som praktiserende muslimer, og man kan spørge sig selv, om kulturmuslimske og ateistiske demokrater måske ikke ville have været et mere præcist navn for foreningen? At dømme efter udtalelser fra flere ledende medlemmer er afstandtagen fra islam som religion lige så vigtig for foreningen, som nogen snak om demokrati er, og det er ærlig talt svært at se, hvordan en religionsforskrækket selverklæret ateist som Nahid Riazi overhovedet kan betegnes som demokratisk muslim.
Men kan man så være troende muslim og demokrat samtidig? Svarer afhænger i høj grad af, hvordan man definerer demokrati, da det aldrig har været en rigid størrelse.
Hvis det at være demokrat betyder, at fru Jensen, fru Hansen og hr. Petersen til sammen udgør den øverste moralske autoritet, der bestemmer, hvad der er godt og skidt, og at børnepornografi i forlængelse af denne bemyndigelse burde være tilladt og accepteret i samfundet, hvis bare 51 procent af den danske befolkning gik ind for det, så udelukker det at være troende muslim klart at være demokrat. Hvis en demokrat derimod er en person, der går ind for en proces, hvorved regenterne vælges ved valg, der afgøres ved flertallets beslutning, så er der ingen modsætninger.
I den konkrete situation, der omhandler deltagelse i parlamentsvalg i vestlige lande, kan vi som muslimer ikke komme uden om (og bør ikke forsøge at skjule), at der både er muslimske lærde og grupper, der mener, at det er tilladt (og prisværdigt) at deltage, og muslimske lærde og grupper, der mener, det ikke er tilladt. De, der er imod deltagelse, argumenterer for, at man deltager i en proces, der ved et simpelt flertal kan legitimere alskens uhyrligheder, mens de, der argumenterer for, at man bør deltage, netop bruger argumentet om, at ens deltagelse kan være med til at forhindre vedtagelsen af disse.
Det burde ikke kunne chokere nogen, at en muslims holdning til politiske spørgsmål utvivlsomt vil påvirkes af hans livssyn, men på den anden side bør det heller ikke glemmes, at muslimer – tro det eller ej – præcis som andre borgere også har holdninger til skattetrykket, miljøpolitikken osv. At nogle sager, specielt hvad angår etik, integrations- og udenrigspolitik, optager muslimer i høj grad, betyder ikke, at andre opfattes som irrelevante.
Som troende muslim står man utvivlsomt tilbage med et svært valg. Hvis man deltager i politik (som f.eks. Asmaa Abdol-Hamid), er man selvsagt en del af en femtekolonne, men hvis man ikke deltager, er man derimod antidemokrat og uintegreret.
Det at være ’demokrat’ er i sig selv blevet gjort til det største kriterium for en persons evne til at være til gavn for Danmark. En dansk sofavælger, der aldrig har stemt i sit liv, udstilles ikke som en fare for nationens sikkerhed, mens en muslim, der ikke skilter med, at han eller hun er demokrat, automatisk bliver stigmatiseret.
Denne kafkaske proces vil højst sandsynligt ikke producere flere glade velintegrerede borgere, tværtimod. Vi har i Danmark i dag en situation, hvor det at være troende/praktiserende muslim ikke opfattes som værende kompatibelt med demokratiet, nationens styreform, samtidig med at vi har kræfter, der i ramme alvor mener, at mennesker, der ikke er rede til at smide de fleste aspekter af deres tro fra sig, bør udelukkes fra job og indflydelse.
Tilbage står vi med spørgsmålene: Skal den acceptable muslim være enten ateist, ’kulturmuslim’ eller ikkepraktiserende? Hvis dette er tilfældet, er det bestemt ikke befordrende for sameksistensen, da man som muslim i så fald lige så godt kan opgive på forhånd, hvis man ikke er rede til at klippe en hæl eller hugge en tå! Den sekularistiske fanatisme vil kun accelerere dannelsen af parallelsamfund, en udvikling ingen af os i længden er tjent med.
Fakta
Omar Shah er økonom, revisor og kommentator.
