Teach knowledge to your brother

The Messenger of God (sallalahu ‘alayhi wa ‘ala alihi wa salam) said: “The best charity a Muslim practices is acquiring some knowledge and teaching it to his brother.” [Ibn Majah]

A believer

“A believer who knows from where he came from and the destination of his life, together with his responsibilities, sees everything as clearly as ‘daylight’ and, because of this, he travels to his destination in utmost security. During his sojourn, he carefully studies existence and what lies behind existence. He examines things and events over and over again and tries to establish a connection with everything around him. He never refrains from making use of the studies of others and, where he lacks in sufficient knowledge and experience, goes on with his researches, without tiring and losing hope.”

- M. Fethullah Gülen

Life requires striving and struggle

“Life requires striving and struggle if it is to be successful. This, in turn, requires equipping oneself with enough will-power and hope, and making sufficient preparations. Those who start without the proper equipment and due preparations will inevitably either be entangled in the confusing labyrinths of life or not be able to free themselves from imitating others blindly. They are, in either case, in a despised, miserable state and, even though they console themselves at times with types of false happiness, can never be saved from humiliation and wretchedness.”

- M. Fethullah Gülen

Oh God, forgive me when I whine

With feet to take me where I `d go.
With eyes to see the sunset’s glow.
With ears to hear what I’d know.
Oh God, forgive me when I whine.
I have blessed indeed, the world is mine.

His name is Muhammad Mustafa

He is the greatest man of all time
He came to teach the whole of mankind
that we must worship only one Lord
besides Him there is no other God
Islam is what he came to teach
To every corner of the world did he preach
that we can all come together and pray
to the one who provides us each day

 

“…Lad mig udnytte min tid, dag og nat, i Din ihukommelse…”

O min Gud, Min Herre, Min Konge og Herskeren over min frihed, O Du, der kontrollerer min skæbne, O Du som er vidende om mine lidelser og fattigdom, O Du, der kender min armod og sult, O Herre, O Herre, O Herre. Jeg bønfalder Dig ved Din pragt og Din hæder, ved Dine i højeste grad ophøjede attributter og ved Dine Navne at lade mig udnytte min tid, dag og nat, i Din ihukommelse ved at engagere mig i at tjene Din sag og at lade mine gerninger være acceptable for Dig i en grad, der gør, at alle mine handlinger og ofringer bliver forvandlet til én vedvarende og uafbrudt anstrengelse og at mit liv må tage den form af uforandret og bestandig tjeneste for Dig.

 - Lille uddrag af “Du’a al-Kumayl”

Sand Frihed

“De, der betragter frihed som absolut, ubetinget frihed, forveksler menneskelig frihed med dyrisk frihed. Der bliver ikke stillet moralske spørgsmål til dyrene, så de er frie for moralske begrænsninger. Nogle mennesker ønsker denne form for frihed og, hvis de kan, bruger de den til at hengive sig til kødets mørkeste begær. En sådan frihed er værre end bestialsk. Sand frihed er imidlertid den moralske ansvarligheds frihed, og viser, at man er menneskelig, for den motiverer og aktiverer samvittigheden og fjerner forhindringer for ånden.”

- M. Fethullah Gülen 

Lad ikke Jeres børns liv gå til spilde!

“De af jer, der bringer børn ind i denne verden, skal hæve dem til rigerne bag himlene. På samme måde som man tager sig af deres legemlige sundhed, skal man også tage sig af deres åndelige liv. For Guds skyld, hav medlidenhed og frels de hjælpeløse uskyldige. Lad ikke deres liv gå til spilde.”

- M. Fethullah Gülen

 

Det virkelige liv er det, der leves på det ånde plan

“Det virkelige liv er det, der leves på det åndelige plan. De, hvis hjerter er levende og besejrer fortiden og fremtiden, kan ikke fastholdes af tiden. Sådanne mennesker er aldrig overdrevent ulykkelige over fortidens sorger eller bekymrede for fremtiden. De, der ikke kan opleve fuld eksistens i deres hjerter, og derfor lever banale og overfladiske liv, er altid nedtrykte og tilbøjelige til at føle håbløshed. De anser fortiden for en frygtelig grav og fremtiden som en bundløs brønd. Det er en lidelse, hvis de dør, og det er en lidelse, hvis de overlever. Etableringen af et sundt forhold til en lang, stor fortid og en lang, bedre fremtid afhænger af at man har den rette forståelse for éns hjertes og sjæls vitalitet. De heldige lever på dette plan og forstår dette liv fuldt ud. De ser fortiden som deres forfædres store telte og troner, fremtiden som veje, der fører til Paradisets haver, og medens de drikker inspiration fra deres indre samvittighed, som var det Kawthars kilde, drager de videre fra denne verdens gæstehus. Men de, der er uheldige, og ikke kan nå sådant et plan af forståelse og indsats, lever et liv, der er værre end døden, og deres død er et helvede af mørke ovenpå mørke.”

- M. Fethullah Gülen

Moderate, troende og ‘demokratiske’ muslimer?

Politiken 8. maj 2006

Det vrimler med forfejlede beskrivelser af muslimer: moderate, kritiske, demokratiske, fundamentalistiske og så videre. Og det er lige før, en ‘acceptabel muslim’ nødvendigvis skal være ateist, kulturmuslim eller ikkepraktiserende. Men en sekularistisk fanatisme vil føre til fremvæksten af parallelsamfund.

Af Omar Shah

Man siger, kært barn har mange navne, og at dømme efter den mængde af tillægsord, der bruges og konstant udvikles til at beskrive muslimers tilhørsforhold i den ene eller den anden lejr, burde vi være nogle af de højest elskede borgere i Danmark.

I takt med at muslimerne optager mere og mere af mediernes og politikernes opmærksomhed (langt over 4 procent af tiden/pladsen, vi burde gøre os fortjent til), kommer flere og flere definitioner på banen. Dette kan tolkes som et forsøg på at klassificere den ukendte størrelse islam og muslimer og proppe dem i nogle kasser med letforståelige mærkater, så selv Jyllands-Postens og B.T.s læsere kan følge med.

Til trods for de forskellige ord, der bruges, lader de fleste dog stadig til at være variationer af de to rigide størrelser ‘de moderate muslimer’ og ‘fundamentalisterne’, selv om definitionen på, hvem der falder i hvilken lejr, kan variere alt efter konteksten, og hvem der bedømmer.

To produkter af JP-krisen, Asmaa Abdol-Hamid som tv-vært og specielt stiftelsen af foreningen Demokratiske Muslimer, har i høj grad givet klassificeringslysten endnu et skub. Og specielt spørgsmålene om, hvad det egentlig betyder at være demokrat eller islamist, har fået ny prominens.

Et af de første hovedbrud, man støder på i klassificeringsspillet er, hvad der egentlig konstituerer en troende muslim. På trods af Danmarks lille størrelse er den muslimske befolkning her utroligt broget, og det er svært at generalisere på tværs af sekter, nationaliteter og ikke mindst graden af tro/praksis. Spørgsmålet om, hvad en troende og ikketroende muslim er, og om hvorvidt man som troende per definition er ‘fundamentalist’, er desværre alligevel længe blevet diskuteret på en yderst usmagelig måde og desværre alt for ofte med voldsomme generaliseringer, der opstiller et sort-hvidt billede, hvor man er enten-eller.

Denne model blev også i høj grad brugt under JP-krisen til at bedømme, hvem der egentlig var for eller imod karikaturerne. Igen og igen fik vi at vide, at »imamer som Abu Laban højst repræsenterer 5 procent af Danmarks muslimer, og at resten faktisk er moderate« uden hensyntagen til alle nuancerne. Men hvis man ikke kan forholde sig til to fundamentale fakta, er det umuligt at danne sig et meningsfyldt billede af Danmarks muslimer.

For det første er der stor forskel på at være ikketroende og ikkepraktiserende.

For det andet er der også stor forskel på at have et tilhørsforhold til islam (som identitetsmarkør) og ikke at have det, uanset graden af praksis.

Mange muslimer i Danmark har et forhold til religionen som det, man finder i katolske lande, med en stor symbolsk tilknytning til troen, der især viser sig ved højtider som ramadanen, mens det kniber lidt med den daglige praksis. Disse muslimer passer ikke ind i nogen af de to lejre, der er opstillet.

Endvidere er der stor forskel på ’mindre troende’ muslimer, ’ikketroende’ muslimer, og endelig ’antitroende’ med muslimsk baggrund. De tre grupper omtales ofte, som om de var en størrelse. Specielt den sidste gruppe har i mange henseender fået lov til uanfægtet at fremstå som moderate muslimer på trods af medlemmernes stærke antiparti mod religionen i sig selv. Politikere og medier har været med til at promovere sådanne individer, og med sådanne forbilleder som ’gode muslimer’ er de fleste andre partout blevet stemplet som fundamentalister.
Blandt Danmarks unge muslimer findes der også mange, som har svært ved den daglige praksis, men for hvem islam stadig er den vigtigste identitetsmarkør, mens der ligeledes findes muslimer, der praktiserer mange aspekter af deres tro, men ikke ser det at være muslim som en identitet i sig selv.

Som med trosaspektet (fundamentalister vs. moderate) bliver der med hensyn til det politiske aspekt igen ofte opstillet to rigide størrelser: En muslim kan enten være demokrat eller islamist, en form for klassificering, der ofte leder til interessante konklusioner.
Den tørklædebærende Asmaa Abdol-Hamid er således blevet stemplet som islamist, på trods af at hun er medlem af Enhedslisten, mens Nihad Riazi pludselig er blevet muslim (om end en demokratisk en af slagsen), på trods af at hun er selverklæret ateist. Denne unuancerede opdeling af mennesker som demokrater og islamister er kun blevet forstærket af JP-krisen, og på den måde er Jyllands-Postens 12 tegninger ikke de eneste karikaturer i denne sag.

Imamerne er igen blevet karikeret som religiøse mørkemænd, der har nedkaldt alskens forbandelser over lille sagesløse Danmark, mens Naser Khader og Co. er superheltene, der vover liv og lemmer for at tage et opgør med disse skurke. Igen et todimensionalt billede, der burde opfattes som en hån mod danskernes intelligens.
Det er naivitet af allerhøjeste grad at formode, at en person som Khader repræsenterer alle dem, Abu Laban ikke gør. En ung hashrygende muslim fra Nørrebro, der godt kan lide at tage i byen og måske til nød beder en gang om ugen om fredagen, er måske ikke praktiserende, men dette betyder ikke per automatik, at han er ’moderat’ i en fordansket version.

Tværtimod har mange i denne målgruppe udpræget foragt for dem, de ser som Onkel Tom-perkere.
Demokratiske Muslimer har som sagt fået megen ros og er udråbt til at være det nye ’muslimske’ håb, præcis som Kritiske Muslimer blev det i sin tid. Det er faktisk lidt af et paradoks, at Hadi Khan, der dengang var superdemokrat, nu pludselig er fundamentalist i forhold til Naser Khader. Forløbet kan sammenlignes med et evolutionsforløb, hvor første stadie var kritiske muslimer, andet stadie, vi er ved nu, er demokratiske muslimer for måske til sidst at ende med den gode muslim over dem alle – den ikkemuslimske muslim! Det er også værd at bemærke, at Demokratiske Muslimer har mange gange flere (danske) ikkemuslimske støttemedlemx mer, end den har medlemmer af muslimsk oprindelse.

Foreningen har fået en medieomtale og opbakning fra ikke-muslimer, der overgår alt, hvad der tidligere er set, og har endvidere formået at samle så godt som alle antimuslimske indvandrerpersonligheder, hvilket må siges at være en ikke så lille bedrift endda, selv om der lader til at være en klar overvægt af eksiliranere og tidligere venstreorienterede arabere. Mennesker som defineret ovenfor er, ikke som mange fejlagtigt tror, mindre troende muslimer, men derimod direkte antitroende. Nasser Khader har aldrig lagt skjul på sit syn på troende muslimer, og ej heller har en person som ateisten Nahid Riazi.
Disse personer er oftest, hvor danske de end måtte hævde at være, et produkt af de regimer og lidelser, de har vendt ryggen – ikke mindst med hensyn til fanatisme og totalitær tankegang. Eksiliranere som Nahid Riazi, Mehdi Mozaferi og Kamran Tahmasebi ser islamiske spøgelser overalt, mens desillusionerede arabiske socialister som Fathi El-Abed har set islamisterne i deres hjemlande kapre kunder fra de arabiske socialistpartier, der var så populære i tresserne og halvfjerdserne.
Sådanne individer lader således deres hjemlandes tabte kampe udspille sig her i Danmark, mens både de danske muslimer og den generelle danske befolkning, som ikke er skyld i de traumer, personerne måtte have oplevet i hjemlandene, skal belemres med den paranoide og yderst destruktive heksejagt, der blokerer for meningsfulde initiativer.

I forlængelse af dette er det bemærkelsesværdigt, at ledelsesstilen i Demokratiske Muslimer heller ikke er specielt dansk, men derimod yderst autoritær, som vi kender den fra Mellemøsten. Om det er palæstinensiske Yassir Arafat eller syriske Bashar Al-Assad, der har virket som inspiration for Naser Khader, er ikke godt at vide, men man kan ane visse ligheder mellem Demokratiske Muslimer og Hizb-al-Baath, der igen og igen klart kommer til udtryk i måden, hvorpå Nasser reagerer på kritik, hvad enten det er fra partifæller som Margrete Vestager eller rivaler som Hadi Khan. Der er kort sagt én vej, nemlig partifaderens. Denne infantile opførsel er hverken dansk eller demokratisk, men alligevel er den blevet målestokken for, hvordan en muslim skal forholde sig til tro og til demokratiet.

Demokratiske Muslimers succes (nøjagtig som Kritiske Muslimers tidligere succes) skal ses i lyset af den stigende dogmatisering af den sekularistiske tro og den dertilhørende jagt på ’kættere’, der er blevet normen i mange europæiske lande. Et fænomen, der er lidt af et paradoks, da denne form for fanatisme og jagt på anderledes tænkende netop er noget, religioner og dens udøvere tit beskyldes for.

Hetzen mod troende muslimer i politik er ikke helt ny, og vi har set den i forskellige afskygninger lige fra Minhaj-sagen til den tidligere mediedarling Sherin Khankans fald, da hun nægtede at underskrive en resolution imod sharia.
Denne inkvisition lader ikke den spanske meget tilbage og med udsagn fra personer som Asger Aamund om, at medlemskab af Demokratiske Muslimer bør give lettere adgang til job (hvoraf det må kunne konkluderes, at manglende medlemskab må have den modsatte effekt), er vi ovre i det groteske.
Den implicitte betydning af dette er, at hvis man ikke ønsker at afsværge visse dele af sin tro (og således kvalificere sig til at være i selskab med mennesker som Naser Khader og Nahid Riazi), må man finde sig i at blive reduceret til andenrangsborger uden at kunne gøre sig håb om hverken job eller politisk indflydelse af nogen art.

Hvordan dette skulle fordre god integration er svært at se.
At true med eksklusion fra arbejdsmarkedet giver netop ammunition til de kredse, der ikke mener, det er muligt at bidrage til samfundet, samtidig med at man beholder sin tro. Birte Rønn Hornbech er en af de få politikere med en forståelse for, hvordan religionen påvirker politik hos troende mennesker, men desværre er hendes holdninger en sjældenhed.

Skal man tro en af medstifterne af Demokratiske Muslimer Kamran Tahmasebi, er det mere eller mindre en umulighed at være demokrat og muslim samtidig.

I en udtalelse til JP 1. april siger han, at en praktiserende muslim ikke kan være demokrat, og »at man som demokratisk muslim er nødt til klart at kritisere islam og Koranens fortolkning af vores levemåde«. Hans udtalelse er en implicit indrømmelse af, at han ikke opfatter særlig mange af foreningens medlemmer som praktiserende muslimer, og man kan spørge sig selv, om kulturmuslimske og ateistiske demokrater måske ikke ville have været et mere præcist navn for foreningen? At dømme efter udtalelser fra flere ledende medlemmer er afstandtagen fra islam som religion lige så vigtig for foreningen, som nogen snak om demokrati er, og det er ærlig talt svært at se, hvordan en religionsforskrækket selverklæret ateist som Nahid Riazi overhovedet kan betegnes som demokratisk muslim.

Men kan man så være troende muslim og demokrat samtidig? Svarer afhænger i høj grad af, hvordan man definerer demokrati, da det aldrig har været en rigid størrelse.
Hvis det at være demokrat betyder, at fru Jensen, fru Hansen og hr. Petersen til sammen udgør den øverste moralske autoritet, der bestemmer, hvad der er godt og skidt, og at børnepornografi i forlængelse af denne bemyndigelse burde være tilladt og accepteret i samfundet, hvis bare 51 procent af den danske befolkning gik ind for det, så udelukker det at være troende muslim klart at være demokrat. Hvis en demokrat derimod er en person, der går ind for en proces, hvorved regenterne vælges ved valg, der afgøres ved flertallets beslutning, så er der ingen modsætninger.

I den konkrete situation, der omhandler deltagelse i parlamentsvalg i vestlige lande, kan vi som muslimer ikke komme uden om (og bør ikke forsøge at skjule), at der både er muslimske lærde og grupper, der mener, at det er tilladt (og prisværdigt) at deltage, og muslimske lærde og grupper, der mener, det ikke er tilladt. De, der er imod deltagelse, argumenterer for, at man deltager i en proces, der ved et simpelt flertal kan legitimere alskens uhyrligheder, mens de, der argumenterer for, at man bør deltage, netop bruger argumentet om, at ens deltagelse kan være med til at forhindre vedtagelsen af disse.
Det burde ikke kunne chokere nogen, at en muslims holdning til politiske spørgsmål utvivlsomt vil påvirkes af hans livssyn, men på den anden side bør det heller ikke glemmes, at muslimer – tro det eller ej – præcis som andre borgere også har holdninger til skattetrykket, miljøpolitikken osv. At nogle sager, specielt hvad angår etik, integrations- og udenrigspolitik, optager muslimer i høj grad, betyder ikke, at andre opfattes som irrelevante.

Som troende muslim står man utvivlsomt tilbage med et svært valg. Hvis man deltager i politik (som f.eks. Asmaa Abdol-Hamid), er man selvsagt en del af en femtekolonne, men hvis man ikke deltager, er man derimod antidemokrat og uintegreret.

Det at være ’demokrat’ er i sig selv blevet gjort til det største kriterium for en persons evne til at være til gavn for Danmark. En dansk sofavælger, der aldrig har stemt i sit liv, udstilles ikke som en fare for nationens sikkerhed, mens en muslim, der ikke skilter med, at han eller hun er demokrat, automatisk bliver stigmatiseret.
Denne kafkaske proces vil højst sandsynligt ikke producere flere glade velintegrerede borgere, tværtimod. Vi har i Danmark i dag en situation, hvor det at være troende/praktiserende muslim ikke opfattes som værende kompatibelt med demokratiet, nationens styreform, samtidig med at vi har kræfter, der i ramme alvor mener, at mennesker, der ikke er rede til at smide de fleste aspekter af deres tro fra sig, bør udelukkes fra job og indflydelse.

Tilbage står vi med spørgsmålene: Skal den acceptable muslim være enten ateist, ’kulturmuslim’ eller ikkepraktiserende? Hvis dette er tilfældet, er det bestemt ikke befordrende for sameksistensen, da man som muslim i så fald lige så godt kan opgive på forhånd, hvis man ikke er rede til at klippe en hæl eller hugge en tå! Den sekularistiske fanatisme vil kun accelerere dannelsen af parallelsamfund, en udvikling ingen af os i længden er tjent med.

Fakta
Omar Shah er økonom, revisor og kommentator.

Give me strength to love You more!

O my Lord, give me strength to love You more and to obey You more and forgive my sins!

Billeder af flotte moskéer

Blå moske i Istanbul

Mekka i Saudi Arabien

Opdatering følges…

I asked for Strength

I asked for Strength
And God gave me Difficulties to make me strong.

I asked for Wisdom
And God gave me Problems to solve.

I asked for Prosperity
And God gave me Brain and Brawn to work.

I asked for Courage
And God gave me Danger to overcome.

I asked for Love
And God gave me Troubled people to help.

I asked for Favours
And God gave me Opportunities.

I received nothing I wanted
I received everything I needed
My Prayer has been answered

Alhamdulillah

- Anonymous

He is the one!

He is the One who speaks, He is the One who hears,

He is the One who sees, He is the one who lets us see,

He is the One who utters every word,

Our form is the house of the soul.

- Yunus Emre

The pain of this love

The desire to come back to God, its beginning,

Is there any pain worse Than my endless longing for You?

- Yunus Emre

Allah and His Quran is the guide

Allah & His Quran is my guide.
If He wasn’t there for me, I’d break, swelter & die

O precious Koran

O precious Koran, book divine
With keys for life, you are mine
Now I know from where i came
Save me from my mental pain

Comfort me in bad distress
With words of Allah’s tenderness
May you keep me in my faith
until death too I shall embrace

You are there to guide and guard
So I may receive that rich reward
Guide me safely always home
Keep me from the things unknown

- Yusuf

Gud er død!

Hvem slog Ham ihjel?

Det gjorde vi

Vi lokaliserer Ham,

        begrænser Ham til himlene

        og udstøder Ham fra jorden.

Vi vover at billedliggøre Ham.

Vi giver den gamle af dage

        et langt gråt skæg

        og en menneskelig form.

Vi tildeler Ham Hans rolle

         at spille ved skabelsens begyndelse,

        med tilfældige mellemkomster

        nu og da i historien.

Modstræbende tillægger vi Ham

        de forhold vi ikke er herre over

        besynderlige lunefulde katastrofer,

        som forsikringsselskabe rne

        ikke vil dække.

Vi indskrænker vor tilbedelse af Ham

        til gamle utætte stenbygninger

        en dag ud af syv.

Vi giver Ham der ikke har en form vi kender til

        form af et menneske,

        og når en dødelig

        minder os om Guds transcendens

        ophøjer vi dette menneske til en guddom.

Vore videnskabsmænd plagierer Hans love,

        et klart tyveri.

        Planeterne bevægede sig i elliptiske baner

        i millioner af år

        førend Newton ‘opdagede’

        Lovene om Bevægelse.

I mangel på et Allerhøjest Væsen hævede vi naturen

        til en position ej hendes.

        Systematisk satte vi os så for

        at erobre denne magt;

        hærgende lande,

        havene, vor føde

        og selve luften vi ånder.

Forlængst tilfredse med at vi blev af med Gud

        genopliver vi en samling mindre guder

        der ville have sat grækerne i vildrede

        gjort romerne forlegne

        og som høster hinduernes misundelse.

Vi foragter tilbedelse og bøn

        men vort liv svinder hen

        udi tusinde tomme ritualer;

        at forgude eller at forsone

        en mangfoldighed af venlige

        og fjendtligt stemte guder.

Vi lever vort liv dedikeret til at spise og drikke.

        Er det ikke tilbedelse?

Vi har forpligtet os selv

        til at bruge størstedelen af vore liv

        på at tjene penge,

        og i det gør vi penge til vor gud;

        for ingen asketisk munk i sin celle

        har nogen sinde vist en mere fuldstændig hengivenhed.

Vi har genopført den gamle afgud

        af vellysten seksualitet

        og dens fyldige former pryder vore aviser,

        film, vore vægge

        og vore drømme.

Til gengæld belønnede den os

        med kønssygdomme

        og AIDS dens søster

        og samfundsmæssig opløsning

        uden sidestykke til noget.

Vi er for stolte til at bøje os for Gud,

        men vi vil ligge fladt på fjæset

        foran bankbestyreren

        når vi løber ind i problemer med afdragene.

Vi lever sandt at sige vore liv

        for at købe vore huse,

        som Farao

        der viede sit styre

        til at bygge sin pyramidalske grav.

Sammen med Gud forsvandt Himmel og Helvede

        og i deres sted satte vi fantasien,

        det fjerne, altid-aldrig land

        af computergrafik

        og fuldt ud automatiserede

        central-opvarmede

        termo-vinduesglaser ede

        fast-food udbudsbordel,

        der uheldigvis har

        den forfærdende iboende mulighed

        at forvandle sig

        til Gulag Arkipelagoen,

        folkemordsmassakrer og statstyranni

        som en livsform.

---

        

Så Gud er død.

Vi slog ham ihjel.

Og dog eksissterer den Gud vi slog ihjel ikke.

        Gud, en-af-tre

        eksisterer ikke

        Gud, gammel mand med gråt skæg

        eksisterer ikke

        Gud, fjernt over himlene

        eksisterer ikke

        Gud, for det eller det folk

        eksisterer ikke

        Gud, der sendte sin søn

        eksisterer ikke

Der er ingen gud,

kun Allah.

---

        

Allah er En.

        Han er ikke lokaliseret noget steds,

        for hvis Han var

        ville Han være begrænset og således

        ikke guddommelig.

Han har ingen form

        for Han er den uophørlige anstifter af al form.

Han skaber det totale kosmos evindeligt

        og Han opretholder hvert foton,

        atom, celle

        og kvasi-stjerne objekt

        i hvert et øjeblik;

        uden Allah eksisterer de ikke.

Han opretholder alle levende ting

        Kristen, Jøde, Hindu eller Ateist.

        Han er ikke arabernes Herre

        eller jødernes

        eller de kristnes;

        men Verdnernes Herre,

        over alle skabninger

        over al Væren.

Ingen ting har lighed med Ham,

        intet billede eller begreb,

        dog er Han den Hørende, den Seende.

Han har ingen søn,

        for Hans søn må nødvendigvis være en gud

        med ubegrænset magt;

        for muligt er det ikke,

        for to almægtige væsener at eksistere

        uden at begrænse hinanden.

        Noget der er begrænset er ikke en gud.

Han er frygtelig magt og styrke,

        og sublim nåde og barmhjertelighed.

Han står langt over

        at være én af to modsætninger.

Han er Allah.

        Den der svarer.

        Den Umådelige.

        Den Universelt Nådefulde.

Gud er død.

Allah er,

den Levende, der ikke dør.

- Af ‘Abdassamad Clarke

Imam Zaid Shakir – Love for Humanity

De som tilgiver beæres med tilgivelse!

“De, som tilgiver, beæres med tilgivelse. Én, der ikke kender til tilgivelse, kan ikke ønske selv at blive tilgivet. De, som lukker vejen til tolerance for menneskene, er uhyrer, der har mistet deres menneskelighed. Disse bæster, som ikke en eneste gang har vist tendens til selv at påtage sig ansvaret for deres synder, vil aldrig opleve den høje lindring ved tilgivelse.”

- M. Fethullah Gülen